Fysisk butik åben hele sommeren - hverdage 10-17.30 + lørdage 10-15
Hurtig levering – vi sender på 0-1 hverdage. Åbent hele sommeren.
Mulighed for afhentning i butikken. Vi har åbent hele sommeren.
Gratis levering til pakkeshop ved køb over 499,-

Sådan gør du dine krukker frostsikre

Vores udendørs krukker er fremstillet til at kunne modstå det danske vintervejr. For at sikre, at de holder sig flotte og frostsikre i mange år, er det vigtigt at klargøre dem korrekt, inden frosten sætter ind. Med få enkle forholdsregler kan du minimere risikoen for frostskader og give dine krukker de bedste betingelser gennem vinteren. Her finder du vores 5 vigtigste råd.

5 råd for at gøre dine krukker frostsikre

1. Sørg for, at drænhullet er frit
Hullet i bunden af krukken skal altid være åbent. Det må ikke dækkes til, da overskydende vand skal kunne løbe væk.

2. Skab et godt dræn i krukken
Fyld cirka ¼ af krukken med lecanødder, sten eller andet drænende materiale. Det sikrer, at overskydende vand ledes væk. Hvis der samler sig vand i bunden, kan det fryse til is og i værste fald få krukken til at revne eller springe.

3. Løft krukken fra underlaget
Krukker bør ikke stå direkte på jord, græs eller fliser om vinteren. Brug krukkefødder, så krukken løftes 1–2 cm fra underlaget. Det giver vandet mulighed for at løbe væk og mindsker risikoen for frostskader.

4. Fjern underskålen om vinteren
Hvis du bruger en underskål, anbefaler vi, at du tager den af i vinterhalvåret. Vand, der samler sig i underskålen, kan fryse og øge risikoen for frostskader på krukken.

5. Lad krukken stå i ro

Undgå at flytte eller støde krukken i frostvejr. Ler bliver mere sårbart ved lave temperaturer, og unødige stød kan øge risikoen for skader.